Hjemmelavet pizza
Skriv en kommentar23. august 2012 af mfaerch
Pizzadej (Dej til 5 stk.):
- 500 g glutenholdig hvedemel
- 450 g durummel
- 20 g gær
- 5 dl. lunkent vand
- 2 tsk. fint salt
- 2 spsk. god olivenolie
Tomatsauce:
- 1 dåse flåede tomater
- 3 spsk. god olivenolie
- 4 fed presset hvidløg
- 1 lille løg
- 1 håndfuld friske krydderurter (jeg bruger salvie, basilikum, persille og oregano)
- salt og peber
Forslag til pizzatopping:
- hele cherrytomater (eller skiver af alm.)
- serrano eller parmaskinke
- frisk mozzarella
- Hjemmeskåret chorizo
- løg
- champignoner
- parmesanflager
- frisk basilikum eller rucola
Sådan gør du:
- Ælt alle ingredienser til dejen og lad den trække i ca. 1 time inden den rulles ud.
- Varm olien op og tilsæt presset hvidløg og finthakket løg og svits til løgene er klare. Herefter tilsættes krydderurterne og der røres i gryden for at undgå at krydderurterne sætter sig i gryden. Tilsæt flåede tomater og giv saucen et opkog på ca. 15 min. Smag til med salt og peber og sæt saucen til afkøling inden den blendes. Blend tomatsaucen.
- Del dejen i 5 lige store dele og rul dem ud. Tilsæt hvad der svarer til en grydeske tomatsauce og fordel saucen over pizzaen. Tilsæt osten og de ønskede ingredienser og bag pizzaen i en forvarmet ovn ved 250 grader i ca. 5 minutter.(-til osten er smeltet og kanten er sprød). Drys med frisk eller tørret oregano (eller krydderurter efter eget valg).
Mine favoritkombinationer:
- Frisk mozzarella, cherrytomater og champignoner bages i ovnen. Når pizzaen tages ud tilsættes tynde skiver serrano-/parmaskinke og frisk rucola eller basilikum. Top op med olivenolie.
- Mozzarella, løg, champignon og chorizo bages med i ovnen (evt. toppes den op med friske krydderurter inden servering)
- Mozzarella bages i ovnen. Herefter tilsættes rucola, serrano-/parmaskine, friske parmesanflager og der toppes med lidt olievenolie
HOVEDREGELEN når du laver hjemmelavet pizza:
Husk ALTID at starte med osten efter du har givet din pizza tomatsauce…-ellers bliver Steffen sur! -Eller, det jeg vil sige er, at det er en udbredt fejl, at folk afslutter med at lægge osten på, hvilket giver en brun skorpe på pizzaen i stedet for den elastiske og bløde ost, som du får ved at sørge for at osten befinder sig nederst på din pizza.