Sommersalat med vandmelon
Skriv en kommentar29. juli 2014 af mfaerch
Jeg har langt om længe fået købt mig en Gefu Spirelli, som er et værktøj som kan lave spaghetti af alverdens grøntsager fx agurk, gulerødder, rødbeder, squash mv. Den er i den forgangne uge blevet brugt flittigt til at lave salater til sommerens grillmad. Her får du mit forslag til en lækker og nem sommersalat.
- 1 hel agurk
- 1/3 kernefri vandmelon
- 1 rødløg
- saften af ½ citron
- ½ granatæblekerner
- 1-2 spsk olivenolie med citron
Sådan gør du: Start med at presse citronen. Saftens skal bruges til at marinere rødløgene i, så de ikke får en for kraftig smag til de øvrige ingredienser. Dette kan du med fordel gøre allerede dagen i forvejen. Helst ikke mindre end en time før salaten skal serveres. Løgene skæres i tynde skiver og lægges i citronsaften. Vandmelonen skæres i tern, granatæblekernerne slås ud af skallen og agurken rives på et spirelli-jern. Skær evt. agurkestimlerne over, så du ikke ender med meterlange strimler i salaten. Bland alle ingredienser og top med 1-2 spsk olivenolie med citron. Ønskes en lidt federe salat, så gør feta sig også godt i denne salat.